Wow!!!Hvem havde lige troet det, da vi stod op søndag morgen? At vi d. 21. september skal løbe om oprykning til 1. division.
Hvilke klubber der skal løbe om hhv. oprykning og nedrykning afgøres hen over 2 løb, og til det første tilbage i marts tabte vi til alle de øvrige 3 klubber i 2. division. Matematisk havde vi dog en lille chance, men det krævede at vi både slog Ballerup Orienteringsklub og Allerød OrienteringsKlub, samt at Allerød skulle slå Ballerup. OK Sorø var, uanset hvad, urørlige. Længe så det ud til, at det var kampen om at undgå nedrykning, vi skulle ud i til september, men pludselig røg vi op på 2. pladsen i dagens match, men endnu vigtigere også på 2. pladsen i den samlede stilling. Vildt - og vildt spændende til det sidste.
Det endte med, at vi med ganske få point slog Ballerup og Allerød og dermed fik den eftertragtede 2. plads i 2. division. Pludselig blev dagen meget bedre 🙂
De 2 sejre blev til ved en fantastisk bredde, hvor alle løbere tæller. Både nybegynderne, vores løbere fra mini holdet, de sejeste ungdomsløbere og bredden blandt vores voksne løbere. Det må siges at være godkendt.
Dagens løb i Hedeland, blev flot arrangeret af Herlufsholm OK og O-63, der havde sørget for sol og varme og udfordrende baner, der gav os en del fejlklip 🙂 Nu står den på træning frem mod 21. september, hvor vi skal møde Tisvilde Hegn OK, Farum OK og OK Sorø. Det ser vi frem til, selv om det er 3 stærke klubber.
Se resultatet her.
