Sparekassen Sjælland Fonden hjælper Holbæk Orienteringsklub
med oprettelse af tøjbank.I en solbeskinnet og anemone fyldt skov havde Holbæk Orienteringsklub tirsdag aften besøg af Sparekassen Sjælland. Anledningen var at overrække en check på 26.090 kr. til indkøb af løbejakker i Holbæk Orienteringsklubs unikke design. Jakkerne skal indgå i en nyoprettet tøjbank, hvor klubbens børn og unge gratis kan låne hhv. en T-shirt og en løbejakke i den rigtige størrelse. Når de vokser ud af tøjet, så leveres det tilbage og de får udleveret et nyt sæt i den rigtige størrelse.
Det har længe været et ønske i hhv. træningsudvalget og i børn og unge udvalget, da klubben på den måde sikrer, at alle kan træne og deltage i løb iført klubtøj uanset forældrenes vilje og økonomiske formåen. I dag er det en stor udskrivning, hvis der løbende skal købes nyt tøj i en passende størrelse. Samtidig er det også en miljømæssig gevinst, da der ikke ligger tøj i skabet og samler støv.
Der er 7-8 ugers leveringstid på tøjet, så det forventes at alle klubbens børn og unge kan træne i det nye tøj straks efter sommerferien.
Kæmpe tak til Sparekassen Sjælland for den flotte donation.
