Top image
Holbæk
Orienteringsklub

Nyheder

Her kan du se alle klubbens nyheder

Lørdag – tid til Fidusweekend

Den udsendte indbydelse var både oplysende og kryptisk. Der var ingen tvivl om, at der var lagt i fidusgryden.

Mødestedet var hjemme hos Anni, Anton og Peter iført indendørssko og træningstøj. Spekulationerne i klubben gik snart på at vi nok skulle ud at danse. Der var også krav om at vi skulle medbringe et atlas eller anden bog i A4... hm mon det var til en øvelse i rank ryg?

Spændte troppede vi op hos Anton og efter lidt hygge, kaffe og sandwich gik turen til City2. Her gik sandheden i al sin gru op for os. Der var booket en times Bodystep til os i fitness dk.

Bodystep Sjældent har så mange o-løbere fra Holbæk OK været på så dybt vand samtidig. Den oplagte instruktør piskede os gennem diverse amerikanske udtryk som squats og lunges der dækkede over forskellige øvelser. Pyha det var svært og samtidig vildt morsomt at se sig selv og ens medløbere kæmpe for at holde trit, sideløbende med koordination af arme og ben.

Efter et velfortjent bad gik turen ud til bilerne, hvor vi skulle ud på 40 km. orientering. Heldigvis i bil. Åbenbart en disciplin der afvikles uden for DOF’s søgelys. Vi fik en stak papir med en masse kortudsnit i forskellige målestok. Dog var øvelsen ikke kun at finde vej (hvilket kunne være svært nok). Vi skulle også finde svar på en lang række spørgsmål undervejs. F.eks hvor mange broer vi kørte under på et givent stræk, en fabriks navn og hvor den gordiske knude blev bundet.

Det var en sjov og alternativ måde at skulle orientere på, samt en god måde at komme fra Taastrup til hytten i Lynge.

Om aftenen blev der grillet kød i lange baner. Aldrig har jeg set så meget god mad i en spejderhytte.

Mens maden blev fordøjet var det også tid til kåring af dette års Fidusmestre. Sanne og Anton havde opstillet nogle skrappe kriterier. Den ene mester var den med flest rigtige spørgsmål under Fidusbilorienteringsløbet, hvilket selvfølgelig var Jan Thiesen (hans chauffør slap med skrækken). Det andet kriterie var strammeste tights, hvor Mogens blev en suveræn vinder.

STORT tillykke til de 2 vindere. Vi glæder os allerede til næste år.

Søndag var der selvfølgelig tømmermandsløb. Det var henlagt i Uggeløse Skov på deres fastpost system. Det var nogle gode baner, så en smule regn slog ingen af pinden. Genialt med en skov så tæt på hytten.

Tak for en super weekend.


Oprettet den 18. august 2014

Forsiden

Holbæk Orienteringsklub :: Højen 36 :: 4300 Holbæk :: tlf. 29 69 06 42 :: info@holbaekorienteringsklub.dk[Log ind]

Webmaster