Top image
Holbæk
Orienteringsklub

Nyheder

Her kan du se alle klubbens nyheder

2 dages beretning fra NXM 2014

af Brian Jimmi Bech

I ugerne og månederne op til NXM, har vi leget, pjattet og drillede hinanden i ”Run for fun at NXM” gruppen.

Men det der skulle vise sig at blive en af de største løbe oplevelser i mit liv, har også sat en masse tanker i gang. Og ja, vores mål blev desværre ikke opfyldt, og erkendelsen af at ikke være dygtige nok til at orienterer, er bare mit bud på hvorfor vi ikke nåede vores mål.

Dag 1:
Dag 1 Fra løbs start gik det ellers rigtig godt, vi var friske, brugte det vi vidste vi kunne knuse de andre i gruppen på, nemlig vores løbe styrke. Så vi holdt et højt tempo og orienteringen var ikke så vanskelig.

På vej til bunkeren, som er det første stykke vi egentlig orienterer, er vi helt enige om vejvalg og Allan leder os fint og direkte på posten. Og her har vi så lavet den første fejl, syntes jeg. Min pandelampe ligger ikke sådan at jeg selv kan nå den, og jeg har ikke vist Allan hvor og hvordan han for fat i den. Og det samme gælder for Allan og hans pandelampe. Allan er dog hurtigst og resten af turen bruger vi kun hans pandelampe. Vi møder flere af de andre fra gruppen udenfor bunkeren, hvor der imens vi er derinde, er opstået kø. Vi er nu sikre på hvor ”langt” fremme vi er i forhold til de andre.

Da vi kommer til post 5 og skal ud i første del af mosen, leder jeg os ned på den forkerte side af åen, forholdsvis hurtigt opdager vi fejlen og vælger returløb i stedet for at krydse åen. Jeg tror stadig det var det smarteste. I selve mosen på vej til post 6 mister jeg lidt retningssansen, Allan holder dog fuld fokus, og der er så mange andre i skoven at det ikke er rigtigt svært at gøre det rigtige. Allan holder stadig fuld fokus. I Lysbroskov er det igen mig der tager en kompaskurs på en forkert sti, hurtigt opdager vi fejlen og kommer tilbage på ret kurs, dog bliver vi overhalet af Anders og Tine. Tilbage på sporet kommer vi til en sivpynt hvor vi har en hale af løbere, vi kommer for tidligt ud i sivene og da fejlen opdages er alle dem der var vores hale lige pludselig foran os og der opstår kø ved posten, her taber vi rigtig meget tid. Bla. trækker vi en fyr fri der simpelthen sidder fast i sivene, hans makker opdager det ikke engang. Vi løber os dog udenom af de fleste, igen, og kommer så til første vand passage. Allan for lidt problemer med linen til Dry bag’en. Vi kommer dog forholdsvis hurtigt igennem alligevel.

Efter vores lille episode i sivene skal den virkelig have gas og turen går nu ind i Silkeborg by, og en tur ud i Stryget. Her møder vi Astrid og Martin som er på vej ind. Vi er hurtige på posten og straks i gang med at ”jagte” Astrid og Martin. Her laver vi dog et forkert vej valg og opdager det alt for sent grundet at vi kan se Astrid og Martin som åbenbart har lavet samme bom. Vi retter fejlen, men i skovene der er vi ikke så skarpe på posterne som tidligere og vi bruger rigtig meget tid på at lede efter posterne. Da vi ligesom får os sporet os ind på kortet og posterne igen, nærmere vi os vandpassagen med Hjelen, her skal vi svømme ud til Hjelen, op på Hjelen og stemple en post og svømme videre til modsatte bred. Efter Hjelen, kan jeg høre Allan bag mig og da jeg kikker på ham ser han meget brugt ud, alt det overskud der hele tiden lyste ud af Allans ansigt, uanset hvilke fejl vi tidligere har lavet var væk.

Jeg spørger om han er ok, og Allan bekræfter og siger samtidig at hans knæ dog gør lidt ondt. Jeg spørger igen og Allan bekræfter igen. Da vi kommer på land fryser Allan kraftigt men mener at vi bare lige skal i gang igen. Allan siger dog også, ”der skete et eller andet med mit knæ, ude i vandet”. Han har dog ikke ramt noget eller vredet om. Allan har lidt svært ved at komme i gang pga. knæet og varmen kommer derfor heller ikke så hurtigt tilbage i kroppen. Allan kommer i gang, og det går nogenlunde, tempoet er dog noget nedsat og overskuddet knap så stort. Da jeg samtidig laver en del fejl i orienteringen bliver Allan noget presset. Vi for tempoet så langt ned at Allan igen kan vise overskud og hjælpe mig med orienteringen. Så går det straks bedre, alligevel kommer vi ud på en mose hvor jeg ryger i og sidder fast, står i blankt vand til livet og Allan må trække mig fri. Her ryger de sidste kræfter og vores overskud er helt væk. Jeg for et chok, og mister helt orienteringen på vej ind fra mosen, jeg følger blindt Allan, og hver gang Allan søger støtte hos mig, er der ingen. Jeg kan kun overskue at løbe og har slet ikke fornemmelse for hvor vi er eller hvor vi skal hen. Allan guider os langsomt men sikkert til sidste post, jeg er ved at genvinde mit eget jeg. Og så står vi ved en snitzling mod mål for dag 1, som alle advare os mod at tage. Holdet foran os står 2 meter væk, og i vand til midt på brystet siger at de ikke kan finde fodfæste og at det her er for sygt. Vi vælger at vende om, og tager holdet foran os med til mål. Vi kommer ind i tiden 5:42...


Dag 2:
Dag 2 Aftensmad i campen og efterfølgende søvn samt morgenmad, vil jeg springe hurtigt henover. Dog skal det nævnes at der vel egentlig bare var for lidt af det hele. Til gengæld var drillerierne i campen tilpas, der var ikke for mange. Folk var simpelthen for trætte. Der var dog hygge og hjertevarme, stor forståelse for hinandens bom, uheld og bare manglende orienterings evner. Så en rigtig hyggelig camp, vi manglede dog Tina og Stine som ikke fandt os på camp pladsen.

Ca. kl. 0600 om morgnen hørte jeg Allan. Han var oppe og prøve at støtte på sit knæ og vred og sled lidt for at få et nogenlunde overblik over hvor slemt det var. Og det var slemt, allerede inden Allan sagde noget kunne jeg se at det nok blev en DNF for Team SjHOK. Vi talte om det og det var en meget ærgerlig Allan der havde rigtigt svært ved at få sagt at han ikke kunne løbe 2. dagen. Jeg affandt mig faktisk relativt hurtigt med at det var en ”no go”. Som folk begyndte at stå op kom vores videre deltagelse igen og igen på tale. Tine & Anders og Astrid & Martin var dog helt klare i spyttet. Jeg skulle bare hægte mig på et af deres hold og vi skulle undlade at sige at Allan havde trukket sig. Skulle det blive til en diskvalificering for deres vedkommende gjorde det ikke noget. Som Tine sagde: ”vi ved jo hvad vi har gennemført”. Og sådan blev det, jeg hægtede mig på Tine & Anders.

Igen var starten sådan en hvor alle bare løb i hælene på den foran løbende og Tine & Anders erfaring og genkendelse af skoven kom mig til stor fordel. Vi zik zak løb af en sti mod toppen, hvor jeg nok selv var kommet til den beslutning ”lige på, vi skal jo der op uanset” (It’s a hill……..get over it). Tine & Anders tog orienterings beslutningerne, jeg blev delagtig gjort og fik selvfølgelig lov til at komme med spørgsmål og råd. (jeg havde ikke så mange af de sidste). Ofte delte jeg Anders beslutninger om lige på, og der hvor Anders og Tines erfaring sagde dem noget andet blev jeg også forklaret hvorfor ”lige på” var no go. Orienterings delen blev på dag 2, ”a walk in the park”.

Nye oplevelser skulle dog ramme mig, som et brøl fra en løve. Trods det at jeg var den af os der havde løbet længst dagen før, manglede jeg på ingen måde speed og havde et overskud som, jeg tror, jeg kun delte med Anders. Efter nogle poster kom det første brøl: ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅHHHHHHHHHH hvor er her smukt, NNNNNNNEEEEEEEEEEJJJJJJJJJJ hvor er her smukt, prøv at duft! Det er ………. Ja jeg husker ikke engang navnet, men gned mig vist nok under armene med den stakkels blomsts blade, i et forsøg på at fjerne stanken af mig selv. Tine forstår i den grad at opleve og observerer under orienterings ”løb”. Jeg nyder nok mere at være i skoven, på en anden måde. Og bevares, jeg ser, dufter og høre da også skoven. Bare på en helt anden måde. Og jeg er sikker på at begge måder er lige rigtige, jeg havde bare aldrig hørt så mange udtryk for hvor fedt det var, fra en der oplever skoven anderledes end mig. Og når jeg indimellem snusede til mine armhuler, kunne jeg godt være bange for at grunden til at de blomster duftede så kraftigt skyldes at de voksede der hvor Allan og jeg stoppede for at tisse, dagen før.

Tilbage til orienteringen, jeg opdagede at selv Tine & Anders og Astrid & Martin kunne bomme, på samme måde som Allan og jeg gjorde dagen før. Desværre var dette på bakkesprinten, en dum lille vej havde sneget sig ind i landskabet og i stedet for at løbe på den kompaskurs vi alle tre var enige om, rettede vi ind efter vejen. En spurt på små 300 meter blev tilbagelagt på 25 minutter.

Et par gange undervejs tabte jeg helt tråden i forhold til kort og position, og lod mig bare fører af Tine & Anders. Jeg gav dog tydeligt udtryk herfor hver gang. Og begge gav sig tid til at pege ud for mig hvilke detaljer i naturen jeg kunne bruge som pejle mærker. Og hvordan jeg genfandt min position på kortet, god træning.

Dag 2, ca. 25 km blev tilbage lagt på 5:17:00 de sidste 5 km havde Tine og jeg talt om hvor stor og ulækker vores kommende pizza skulle være og hvor meget vi syntes vi havde fortjent den. At komme i mål og se at der blev serveret burger, gjorde en ende på alle pizza drømme og aldrig har en burger smagt så godt. I øvrigt squattede Tine og jeg lige 10 gange med en burger i hånden. Jeg tror det var derfor at vi begge vandt i lodtrækningen, og fik fine præmier med hjem.

Alle tankerne omkring NXM:
Efter at have deltaget og med udfaldet af løbet er der kommet en masse tanker omkring NXM.

Skal jeg deltage igen?
Havde jeg den rigtige makker?
Kan jeg gøre noget anderledes for udfaldet af et sådan løb, skulle chancen opstå?

Til alle tre spørgsmål er der kun et svar... JA.

Jeg forstår til fulde at flere deltager igen og igen, og jeg glæder mig til at komme med erfaring, om end den begrænser sig til et enkelt løb. Og med hensyn til makker, så er jeg overrasket over hvor gode vi var til at supplerer hinanden. Hvor stor forståelse der var imellem os når vi skulle lave vejvalg, og lige så stor tilgivelse der var imellem os når en af os tog et forkert valg. Og til sidst, jeg tror der skal det sidste til for at vi kan gøre os gældende. O-løb, O-løb, O-løb vi løber for meget på styrke og for lidt orientering. Og jeg er sikker på at Allan deler min beslutning om at der skal trænes meget mere o-teknik. Og at vi skal lære at sætte tempoet ned når vi løber kompaskurser.

Jeg håber at Allan vil være min makker igen. Og jeg er rigtig ked af at 2. dagen var uden ham. Og jeg er rigtig glad for at jeg fik lov til at løbe 2. dagen med Tine & Anders.

Mit nye slogan er i øvrigt tyv stjålet fra NXM:

It’s a hill... get over it!

Det kan bruges og siges om så mange ting her i livet, og lyder en del pænere end ”Luk røven, og løb!”.


Oprettet den 7. juni 2014

Forsiden

Holbæk Orienteringsklub :: Højen 36 :: 4300 Holbæk :: tlf. 29 69 06 42 :: info@holbaekorienteringsklub.dk[Log ind]

Webmaster